Hvem er jeg?

Ved kommunalvalget i 2013 blev jeg for første gang valgt til at repræsentere Socialdemokratiet i Holstebro Kommune.

Ud over at være medlem af byrådet er jeg næstformand i Kultur- og Fritidsudvalget og næstformand i Udvalget for Natur, Miljø og Klima.

Jeg er desuden af byrådet udpeget til at være medlem af bestyrelsen for Odin Teatret og bestyrelsen for Holstebro Kunstmuseum.

Ved siden af byrådsarbejdet er jeg bestyrelsesformand for “Værestedet”, som er en del af KFUM’s sociale indsats i Ulfborg.

Endelig er jeg medlem af Nordvestjysk Lederforum.

Herunder kan du læse lidt om, hvem jeg ellers er:

Jeg blev født 10. juni 1962 i Thorsminde.

Næstældst i en søskendeflok på fem børn. Far fiskede i mange år fra bl.a. Thorsminde og Thyborøn, mens mor i en moden alder fik sig en uddannelse og blev sygehjælper.

Jeg har fire børn og tre børnebørn. Min yngste datter er fløjet fra reden for at læse jura i Aarhus, så jeg bor med min samlever Lars – og vores hund Molly 🙂

Efter at have arbejdet flere år som ufaglært blev jeg i 1992 uddannet fysioterapeut. Det er ikke svært at huske datoen for vores dimmision, for det var samme dag, som Danmark vandt EM i fodbold. Sikke en eksamensfest!

I 1995 købte jeg Ulfborg Klinik for Fysioterapi, som jeg siden har drevet – i dag med en moderne træningssal, seks fysioterapeuter og vores fælles sekretær.

Flere har spurgt mig, om jeg som selvstændig erhvervsdrivende og som arbejdsgiver nu også kan være “ægte” socialdemokrat. Selvfølgelig kan jeg det!

Socialdemokraterne har altid gået forrest i kampen for at skabe vækst, beskæftigelse, ordnede arbejdsforhold og omsorg for de svageste i samfundet.

Det er værdier, som jeg deler – og der skal nu engang arbejdsgivere til, før vi har et arbejdsmarked. Jeg er stolt af de arbejdspladser, jeg har skabt i Ulfborg, og jeg håber, mine erfaringer kan bruges i byrådet til at skabe de bedst mulige rammer for, at andre virksomheder kan opleve vækst og velstand i Holstebro Kommune.

Vil du vide mere? Så kontakt mig – måske ses vi i løbet af valgkampen?